Søndag 31.7. kl. 12:00 lød startsignalet – et gevaldigt kannondrøn ud over Svendborg Sund.
4 robåde – alle 2 årers inriggere fra Aarhus/Viborg Roklub, Københavns Roklub, Randers Roklub, Nyborg Roklub/Rønne Roklub og 62 kajakker var mødt til start ved 2011 udgaven af Sea Challenge Fyn.
Starten er gået til Sea Challenge Fyn 2011 fra Svendborg Havn.
Foto: Niels I-
Dagens etape fra Svendborg til Faaborg – i alt 33 km skulle roes igennem.
Vejret kunne næsten ikke blive bedre – måske en smule køligere temperatur var ønskeligt, specielt ud ad Svendborg Sund, hvor de fleste roere havde hvid damp oppe.
Da feltet rundede Store Svelmø ændrede feltet lidt kurs ind i Faaborg Fjord, og fik en smule modvind, hvilket hjalp noget på temperaturen hos roerne!
Ja – ja, det er vanskeligt at være roer og det er vanskeligt at skaffe det perfekte vejr til roerne!
Men dagens vejrmelding lød på svag vind fra V/NV – sol og temperaturer op til 27 grader C.
Meget små bølger og ingen strøm…!
Alle 4 robåde kom godt fra start, og feltet med 62 kajakker blev skudt af sted 5 min. efter robådene.
Et par af bådene har blandende mandskaber fra flere klubber, og har ikke den store samroning.
Turen i dag er vist brugt som træning i samroning -men alle roere var ved godt mod, da de ankom til mål i Faaborg.
Enkelte deltagere var klar til at lege turist i Faaborg – andre tog den vandret på den medbragte oppustede luftmadras, for at samle kræfter til aftensmaden, der bliver serveret af medlemmer fra Faaborg Roklub på Sundskolen, hvor deltagerne i arrangementet også er indkvarteret for overnatning til mandag – hvor alle skal ud på en 44 km lang distance fra Faaborg til Assens.
God stemning blandt roerne fra Randers, Rønne, KR og Nyborg efter dagens etape i Faaborg.
Foto: Niels I
Uddrag af dagens resultater - 1. etape, med handicapberegning for de 4 deltagende robåde:
1) Nyborg/Rønne: 2:33,42 - Kiel/Hansen/Olsen
2) Aarhus/Viborg: 2:48,59 - Christensen/Hartmann/Mathiasen
3) Københavns Roklub: 2:49,45 - Larsen/Bjerr/Kristensen
4) Randers: 2:54,03 - Møller/Sørensen/Andersen
KR- mandskabet Larsen/Bjerr/Kristensen efter gennemført 1. etape, midt i roernes P-plads for 2 årers inriggere i Faaborg.
Foto: Niels I.
Se flere informationer og opdaterede beretninger om Sea Challenge Fyn 2011 på www.seachallengefyn.dk
- ekstrem langdistance kaproning på ca. 300 km over 7 dage.
Niels Iversen
Aarhus Roklub