Da Juliane og Katrin trak sig tilbage i 2008, blev båden åbnet for nye kræfter, dog uden de store resultatmæssige gennembrud. Mens den intense søgning efter en ny gylden konstellation fortsatte på centerniveau, tog den nu gravide Juliane Elander i kulissen kontakt til kajakroeren Anne Lolk med henblik på et partnerskab mod OL i 2012. Den var Anne Lolk klar på, og så snart Juliane var i stand til at træne igen efter graviditeten, sad de to piger sammen i dobbeltsculleren. Det gik så stærkt, at de i løbet af vinteren 2010/11 blev valgt som den konstellation der skal satses på i Danmarks Rocenter. De to piger er utrolig stærke, og efterhånden som Anne har taget teknikken fra rotaget til sig, er de begyndt at få rigtig god fart i båden. Målet for sæson 2011 er at få kvalificeret båden direkte til OL, så pigerne kan fokusere 100 % på selve OL i 2012 frem for kvalifikationen. |