Folkeoplysningsloven fastlægger grundlaget for de frivillige foreningers rettigheder til offentlige lokaler og tilskud. Loven sikrer som udgangspunkt foreningernes rettigheder, men stiller til gengæld også nogle krav til virksomhedens indhold.
Det er folkeoplysningsudvalget, som afgør, om en forening opfylder betingelserne for at opnå tilskud efter loven. Det sker ud fra en generel vurdering af vedtægterne, udvalgets lokalkendskab m.v., ligesom kommunalbestyrelsen kan beslutte, at foreningen skal indsende en årlig beretning, hvori foreningens folkeoplysende virksomhed beskrives.
Med respekt for foreningernes forskellige holdninger sikrer loven offentlige tilskud m.v. til virksomhed, der bygger på fællesskab med baggrund i den enkelte forenings idégrundlag.
Formålet med det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde er, med udgangspunkt i aktiviteten og i det forpligtende fællesskab, at styrke medlemmernes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.
Folkeoplysning kan defineres som fritidsaktiviteter i frivillige foreninger med medlemsindflydelse, aktivt medlemskab og et forpligtende fællesskab.
Det er samtidig de begreber, som adskiller den frivillige forening fra den kommercielle forening, hvortil der ikke ydes offentlige tilskud.
Kommunen kan beslutte, at størrelsen af tilskuddet sættes i forhold til kontingentet. Hos kommunen kan I få oplyst, hvordan tilskuddet beregnes. I det samlede tilskud kan f.eks. indgå:
- Tilskud pr. medlem
- Tilskud pr. aktivitetstime
- Tilskud til udstyr og materialer
- Tilskud til ledere
- Tilskud til leder- og instruktøruddannelse
- Transporttilskud
- Stævnetilskud
- Lejrtilskud
- Tilskud til udviklingsarbejde
- Tilskud til nye initiativer
Find mere information om Folkeoplysningsloven på DIF's hjemmeside.
Den enkelte kommune fastsætter selv sine lokale tilskudsbestemmelser, og vi skal derfor gøre opmærksom på, at den enkelte forening selv skal henvende sig til fritidskonsulenten i hjemstedskommunen for at forhøre sig om de konkrete lokale bestemmelser.