Kære alle roklubber
Hermed et lille oplæg med gode råd til optagelse af små videoklip fra træning og konkurrencer. De såkaldte 'one take'-klip.
Først skal man have et lille kamera til formålet. Man kan købe mange forskellige små flip-cams, som har indbygget mikrofon og et usb-stick til hurtig overførsel til computeren. Dernæst skal man oprette en YouTube-konto, hvor man kan uploade til. I flere tilfælde kan en smartphone med videofunktion også gå an. Et flipcam koster typisk omkring 1.000 kr.
Disse kameraer kan bruges til at lave små interviews ved konkurrencer og i det daglige klubliv mv. Det letteste er at lave dem i one-takes, og det kræver lidt øvelse. Nogle kan også finde ud af at redigerer, og dette er bestemt sjovere, Det er en god idé inden man optager, at man lige aftaler med interviewpersonen hvad man vil spørge om eller have dem til at snakke om.
Når du uploader til YouTube, så husk at udfylde titel, beskrivelse (lidt længere og uddybende end titlen) samt relevante 'tags' som fx navne, hvor er vi, hvornår, hvilket stævne og så specifikke ord som 'roning' og 'ergometer'. Dette gør det lettere at søge på og gør det også mere oplagt at se på, når man linker til klippet fra fx Facebook.
Rettesnor til interview:
- Max 1-2 minutter langt = 2-4 spørgsmål. Ikke mere, så bliver det for langt og seeren begynder at kede sig.
- Stil kun ét spørgsmål ad gangen, så der kun er én ting at forholde sig til. Og pas på med at sige 'øh' osv. Det er dog svært helt at undgå!
- Pas på lyden, sørg for at folk taler højt og tydeligt, og at der ikke er meget vind eller baggrundsstøj, da det går lige i de interne mikrofoner. Ofte kan man blive nødt til at arbejde på sådanne steder, men vær opmærksom på det.
- Aftal med dem, hvordan interviewet begynder og slutter. Det starter når den røde lampe lyser, og når de er færdige med at svare, kigger de bare i kameraet uden at sige noget, så intervieweren kan stoppe kameraet. Sørg for at have ca. 1 sekund i starten og 1 sekund efter de har svaret.
Baggrunde:
- Optag ikke i modlys! Pas i det hele taget på belysningen.
- IKKE hvide vægge eller andet kedeligt. Det er for lang tid at se på 'talking heads' i to minutter så.
- Gerne noget, hvor de er i deres rette element, fx ved træning, i bådhallen, i ergometret eller ved maden, måske støttende sig til en åre?
- Ikke i vind (selvom udenfor ellers er godt...) Hvis meget solrigt, så pas på folk ikke lukker øjenene helt, når de kigger i kameraet.
- Stå ca 1,5 meter væk, og sørg for at have en lille smule luft over hovedet, samt kun filme torso. Lad evt. vedkommende stå i den ene side af kameraet og kigge 'ind' i billedet(s retning) - aldrig ud af billedet. Ellers bare midt i billedet.
- Hold kameraet op foran dit eget ansigt, så det ser ud til, at personen kigger på kameraet.
- Sørg for at have det rette sponsortøj på!
Interviewmuligheder og andre klip:
- Gerne optaktsinterview.
- Vent med efter-interview til de lige har sundet sig, hvis de er skuffede. Hvis de har vundet eller lavet et godt resultat, så lav det gerne hurtigt, så vi får glæden med.
- Lad dem filme hinanden og stille spørgsmål.
- Gerne videoblogs.
- Sjove ting som; hvordan er maden, forholdene på hotellet/i landet/i hallen, på banen, hvorfor laver du det og det, hvis de har oplevet sjove ting.
- Pas på det ikke bliver FOR internt, men lav gerne sjov for at vise en anden side af sporten, at vi er så privilegerede at komme tæt på mv.
Spørgsmål:
- Hvordan er forberedelserne gået?
- Hvad er målsætningen?
- Hvad lykkedes for dig i dag?
- Hvor kan du forbedre dig?
- Alle de her HV-spørgsmål, som lægger op til et svar og ikke bare et ja og nej. Sig ikke: Du ser godt ud, er du skarp? Svaret er 'ja', og så er man ikke rigtigt kommet videre.
Hilsner,
Brian Martin Rasmussen
Presseansvarlig i Dansk Forening for Rosport