Overraskende makkerskab i dansk rosport: Kajakroeren Anne Lolk og roeren Juliane Elander vil til OL sammen i den lette dobbeltsculler
Pressemeddelelse fra Dansk Forening for Rosport - 19. december 2009
Juliane Elander er en af verdens bedste letvægtsscullerroere med masser af VM- og world cup medaljer. Hun er en rutineret roer, der har været til OL to gange og som vil med til sit tredje i London i 2012.
Anne Lolk er firdobbelt verdensmester på maratondistancen i kajak - den seneste i september - og var tæt på at kvalificere sig til OL i Beijing i toerkajak. Anne Lolk havde egentlig stoppet karrieren som kajakroer efter VM-sejren i en alder af kun 26 år. Hun stoppede, fordi hun ikke kunne se en realistisk chance for at kvalificere sig til OL i London med den talentmasse, der er i dansk kajaksport pt. OL-drømmen var den store målsætning efter 4 VM-guldmedaljer på stribe på maratondistancen.
Juliane Elander så i medierne, at Anne Lolk var stoppet, og fik en idé. Hun ville lære Anne Lolk at ro baglæns:
"Jeg vil kunne kvalificere mig til mit tredje OL i London i 2012, og det har hele tiden været mit mål at komme med til London og kæmpe om en medalje. Jeg har altid ment, at Anne har det fysiske potentiale til at være letvægtsroer, så jeg syntes, det kunne være et spændende og sjovt projekt at lave hende om til baglænsroer. Anne syntes heldigvis det lød spændende, og vi tror begge på, at det kan blive rigtig godt og på sigt er målet, at vi sammen kvalificerer til OL i London," siger Juliane Elander, der i år vandt VM-bronze i kvindernes lette singlesculler og også før har vundet VM-medaljer i blandt andet den lette dobbeltsculler, der er eneste letvægtsbåd på OL-programmet for kvinderne.
Anne Lolk tager udfordringen op og ror den anden vej"Da jeg i efteråret besluttede at slutte min kajakkarriere, havde jeg på mange måder accepteret, at elitesport ikke længere skulle være en del af hverdagen, og at drømmen om OL blev lagt på hylden. En henvendelse og et tilbud fra Juliane Elander var dog både en positiv overraskelse, samt en udfordring, jeg ikke kunne sige nej til. Jeg skal lære at ro baglæns, men jeg synes allerede det er gået godt her den første måned, og jeg går 100 procent efter at nå drømmen om OL. Nu er det i stedet bare i en anden båd og med årer i stedet for pagaj," siger Anne Lolk.
De to piger har kendt hinanden i mange år fra den daglige træning på Bagsværd Sø, blot i forskellige både. De har krydset hinandens vand ofte, når Anne roede fremad i kajakken mens Juliane roede bagud i båden. Nu skal de sammen ro bagud og det kræver en masse km sammen hurtigt.
"I første omgang er det vigtigste at lære Anne at ro baglæns og få så mange km på vandet som muligt. Jeg synes, Anne er meget lærenem, og hun har gjort store fremskridt på kort tid. Nu håber vi på, at det kan gå hurtigt med det tekniske også, så vi sammen kan få båden til at gå rigtig hurtigt," siger Juliane Elander.
Juliane Elander skal i øvrigt være mor til sommer, og også derfor skal de to ro så meget som muligt sammen inden hendes barsel, så Anne kan være klar til at træne i singlesculleren, indtil Juliane kan træne hårdt igen, så pigerne er helt klar til sæson 2011, og begge roere tror 100 procent på projektet.
"Jeg tager det som et stort kompliment, at Juliane har set muligheder i at indgå et samarbejde med mig omkring roning. Jeg ved, at Juliane ved, hvad det kræver for at komme til OL i letvægtsdobbeltsculler, og jeg kan mærke, at drømmen om OL er en stærk drivkraft og motivationsfaktor. Det er dog vigtigt for mig at understrege, at det ligeledes er den udfordring, det er at lære at ro - og forhåbentlig at blive god til det - der driver mig. Det har været en utrolig positiv oplevelse at begynde at ro, og rigtig mange mennesker har tilkendegivet, at de synes det er rigtig sejt, at jeg har valgt at tage udfordringen op. Jeg tror på, at det er realistisk, at vi kan kvalificere os til OL. Ellers ville vi ikke have gjort det," siger Anne Lolk.
Dansk Forening for Rosport: Spændende projekt"Vi synes, det er et spændende projekt, og hvis de to kan få fart i båden på vandet, kan de på sigt indgå i den bruttogruppe, der i forvejen er på Danmarks Rocenter, så vi kan stille med den stærkest mulige letvægtsdamedobbeltsculler frem mod OL i London. Anne har helt sikkert den rigtige træningsmentalitet med sig fra sin kajakkarriere, så fokus nu skal ligge meget på tekniske, og der er Juliane en god lærermester for hende, fordi hun har så meget erfaring. Vi vil gerne støtte de to roere, men samtidig er de nødt til at vise nogle resultater på vandet, før vi kan afgøre, om vi kan støtte dem økonomisk fra forbundets side. Hvis de viser, at de har niveau til at komme på landsholdet, kigger vi selvfølgelig på, hvad vi kan gøre for at bakke op om projektet økonomisk," fortæller Lars Christensen, sportschef i Dansk Forening for Rosport.
--
Bedste hilsner
Brian Martin Rasmussen
Pressechef, landsholdet i roning
22 12 02 40