Kurserne har specielt fokus på undervisning af unge.
Målgruppe: unge mellem 15 og 25 år, med minimum 1-2 sæsoners roerfaring, og gerne erfaring med outrigger (på kurset skal de primært instruere andre unge, som er yngre end dem selv, derfor outriggere, som er mest ungdomsvenlige). Styrmandsuddannelse er ikke et krav for at deltage i kurset, men det er muligvis et krav i din klub.
Kursusindholdet dækker en blanding af indholdet fra modul A+B, men er sat sammen på en anderledes måde end de traditionelle modul A og B. Efter at have gennemført Ungdomstrænerkursus modul 1 og 2 er man i stand til at fungere som instruktør i klubben på lige fod med deltagere fra Klubtrænermodulerne A og B.
Modul I:
På første del at Ungdomstrænerkurset er fokus på selve rotaget og hvilke ting, der har indflydelse på opnåelsen af det bedst mulige rotag for den enkelte. Vi analyserer teknik på hinanden – både i ergometer, på video og på vandet. Desuden taler vi om det at være træner for andre, og hvad kræves der af den funktion
Kursusweekenden vil i overskrifter indeholde følgende:
- Rotaget og robevægelsen (primært praktisk)
- Rotekniske korrektioner af vanskeligheder og afvigelser (fejlfinding og fejlretning)
- Sikkerhed (løfte- og bæreteknik, regler i din klub)
- Praktisk undervisning i roning (primært scullerinstruktion, hvordan nye roere sættes i gang)
- Opvarmning og udstrækning – hvorfor og hvordan.
- Materiellets indflydelse
- Hvad skal der til for at være en god træner og leder for unge roere?
- Hvordan motiverer man andre?
Se lektionsplan for Ungdomstrænerkursus 1 (pdf)
Modul II:
På anden del af Ungdomstrænerkurset vil vi beskæftige os med, hvordan vi får lært/vist andre, hvordan vi gerne vil have, de skal gøre. Vi vil tale om overvejelserne bag nogle forskellige måder at gøre det på samt afprøve metoderne i praksis.
Kursusweekenden vil i overskrifter indeholde følgende:
- Undervisningsprincipper og –metoder
- Principper bag valg af undervisningsmetode (motivering og coaching)
- Formidling
- Aktivering – laver vi eller kan vi lave andet end at ro?
- Hvordan finder jeg flere informationer om at træne og at træne andre?
For at deltage på modul 2 er det en forudsætning at man har deltaget på modul 1.
Se lektionsplan for Ungdomstrænerkursus 2 (pdf)