Kombinerede mandskaber og Langdistance

Af Leif Thygesen

Når man ror om et DM eller et forbundsmesterskab i langdistancekaproning er klub-kombinerede mandskaber ikke tilladte. I Langdistancekaproningsreglementets § 10 står:

  1. Kombinerede hold er kun tilladt i løb, der er udskrevet som sådant. 
  2. Direkte sammenhørende nabo herre/dame-klubber kan opstille som een klub i mixløb.

Undtagelsen i stykke 2 har i 2009 været genstand for en klage, der har været forelagt Ordens- og Amatørudvalget. Klagen blev afvist da den var indgivet efter tidsfristens udløb. Men Ordens- og Amatørudvalget har efterfølgende drøftet hvordan § 10 skal læses og fastslår i den forbindelse:

Bestemmelsen i langdistancekaproningsreglementets § 10 stk. 2 er en undtagelse fra reglen i § 10 stk. 1, hvorefter kombinerede hold kun er tilladt i løb, der er udskrevet som kombinerede løb.

Undtagelsen i stk. 2 fastslår, at énkønnede samhørende naboroklubber kan opstille som én klub i mix-løb. Det vil sige, at en ren herreroklub, nabo til en ren dameroklub, kan kombinere i mix-løb, selv om løbene ikke er udskrevet som kombinerede løb. Hvis meningen er, at en énkønnet klub kan kombinere med en tvekønnet naboklub, skal dette udtrykkeligt være angivet i reglen.

Motions- og turudvalget, langdistancedommere og arrangører tager naturligvis Ordens- og Amatørudvalgets udlægning til efterretning. Så vidt Signaturen lige kan se i al hast gælder undtagelsen i stykke 2 pt. kun Kolding Dame og Kolding Roklub samt Aalborg Dame og Aalborg Roklub. Alle andre vil ikke kunne opfylde kriteriet om at være enkønnede.
Øvrige kombinerede langdistance-mandskaber henvises til de to mixklasser, hvor der er alle muligheder for at alliere sig på tværs af klubber, køn, alder og bådtype.

thygesen@nakskovnet.dk

27-01-2010
 
 

Dansk Forening for Rosport, Skovalléen 38A, 2880 Bagsværd, tel. 4444 0633, dffr@roning.dk