Lørdag den 14. august blev der afholdt VM-udtagelsesløb i henholdsvis LM1x, W1x og W2x på Bagsværd Sø.
I LM1x skulle Rasmus Quist, DSR og Henrik Stephansen, Furesø Roklub, ro mod hinanden om, hvem af de to herrer der skulle med til EM og VM i LM1x.
Det var bedst ud af tre løb - to lørdag og et søndag. Henrik Stephansen vandt den indbyrdes kamp ved at vinde begge løb lørdag. Det var to tætte løb med roning på et meget højt niveau, som lover godt for de kommende mesterskaber.
W1x og W2xW1x med Fie Udby, KVIK, skulle ligesom W2x med Lisbet Jakobsen, Bagsværd Roklub, og Lea Jakobsen, KVIK, ro mod uret for at opnå EM og VM-udtagelsen. De skulle begge sandsynliggøre, at de roede hurtigt nok til at opnå en 8. plads ved VM.
"Vi vurderede efter løbet, at begge både har god mulighed for mindst at placere sig i den bedste halvdel af en B-finale ved VM. På det grundlag er begge både således udtaget til EM og VM i hver deres respektive bådtype," siger sportschef Lars Christensen.
Dermed er der på nuværende tidspunkt udtaget 6 danske hold til VM på New Zealand den 31. oktober til 7. november:
- LM4-
- W1x
- W2x
- LM1x
- LM2-
- LM4x
For yderligere information, kontakt venligst sportschef Lars Christensen på lch@roning.dk