Pressemeddelelse:
De danske roere skal til sommer kæmpe om OL-metal på vandet ved OL i London, men inden da står den på intens lidelse i romaskinerne, når hele den danske elite skal ro om danske mesterskaber i indendørsroning over den klassiske distance på 2.000 meter ved DM i ergometer lørdag den 28. januar i Gladsaxe. DM-stævnet er ikke kun for eliten men også bredden, og DM-stævnet er vokset hvert år de seneste år og sætter igen i år deltagerrekord med indtil videre 873 deltagende.
Dansk Forening for Rosport kan i år fejre 125 års jubilæum, og dette markeres ved DM-stævnet på lørdag ved en jubilæumsreception, hvor HKH Prinsesse Benedikte deltager.
Endnu en verdensrekord til Stephansen?
Der er flere interessante interne kampe på de forskellige landsholdsbåde, og verdensmesteren i letvægtssinglesculler, Henrik Stephansen, Roklubben Furesø, er manden at slå. Han har de seneste fem år vundet både DM samt VM i ergometer, og har samtidig forbedret verdensrekorden for letvægtsherrer tre gange. Stephansen havde en perfekt sæson i 2011 både i romaskinen og på vandet med DM- og VM-titel i ergometret samt to world cup-sejre og kronen på værket - titlen som verdensmester i letvægtssinglesculler i september - og har vist lovende fysiske takter på det seneste med blandt andet to personlige rekorder ved en timetest i begyndelsen af måneden. Senest Stephansen slog verdensrekord var ved DM i 2009, hvor et medlevende publikum skabte en perfekt kulisse for landets bedste roere, så måske er der en verdensrekord i vente på lørdag for watt-fænomenet.
Den stærkeste letvægtsgruppe i verden
Danmark har nogle af de stærkeste og bedste letvægtsroere i verden, og konkurrencen er enormt tæt for de danske roere.
Først i rækken af udfordrere står Steffen Bonde, Odder Roklub, fra letvægtsdobbeltfireren. Han vandt sølv efter Stephansen ved både DM og VM i ergometer sidste år, og har netop i denne weekend ved et ergometerstævne i Amsterdam
forbedret verdensrekorden for roning i 20 minutter så langt som muligt.
Sidste års bronzevinder Mads Rasmussen, DSR, (dobbelt verdensmester og OL-bronzevinder i letvægtsdobbeltsculler), Morten Jørgensen, Næstved Roklub, (1 OL-guld, 1 VM-sølv i letvægtsfirer), Eskild Ebbesen, DSR, (3 OL-guld, 1 OL-bronze, 6 VM-guld i letvægtsfirer), mens også Jacob Barsøe, Roskilde Roklub, fra Guldfireren og Rasmus Quist, DSR, fra letvægtsdobbeltsculleren kan gøre sig gældende.
Top-3 i 2011:
1) Henrik Stephansen, 6:02.6
2) Steffen Bonde, 6:07
3) Mads Rasmussen, 6:08.8
Henrik Stephansen på vej mod sin 5. DM-titel i roergometer i træk i januar 2011. Mads Rasmussen (th.) blev nummer 3. Svend Aage/Rowing.dk.
Letvægtsdameklasse
Anne Lolk, DSR, har vundet de to seneste år hos letvægtsdamerne, hvor makkeren i letvægtsdobbeltsculleren, Juliane Elander, Odder Roklub, ikke har deltaget. Hun var senest med i letvægtsklassen i 2009, hvor Anne var kajakroer, og hvor Juliane vandt. I 2010 var Juliane gravid og i 2011 roede Juliane i den åbne klasse pga. nylig fødsel.
Anne Lolk og Juliane Elander ved world cup 3 i Luzern, juli 2011. Foto: Brian Martin Rasmussen
Sidste år fik Anne Lolk kamp til stregen af den senere verdensmester i disciplinen, Sarah Jürgensen, der ikke er med i år pga. en skade. Juliane Elander har vist gode takter i træningen på det sidste, og
slog i weekenden verdensrekord ved et ergometerstævne i Holland, hvor man skulle ro så langt som muligt på 20 minutter. Da Anne Lolk også er fint kørende er der lagt op til en kamp om guldet mellem de to kvinder, der kvalificerede letvægtsdobbeltsculleren til OL.
Åben dameklasse
I den åbne kvindeklasse er Fie Udby Erichsen klar favorit, og hun har da også vundet DM de seneste 5 år. Hun har fået rimeligt styr på sin rygskade og har roet PR på de 2.000 meter ved en test for nylig, hvor hun faktisk kun var et par sekunder fra Danmarksrekorden. Også de andre piger i landsholdet åbne projekt er godt kørende og næsten alle har slået personlige rekorder for nylig, så der er udsigt til skarp kamp om medaljerne.
Fie Udby Graugaard ved DM i ergometer 2011. Foto: Svend Aage, rowing.dk
Udvalgte resultater i 2011:
Livestreaming:
Program:
Programmet er endnu ikke endeligt fastlagt, men alle elitefelternes finaler vil være i gang mellem 13 og 15.
Tilmeldinger:
DM afvikles lørdag den 28. januar her:
Gladsaxe Sportshal
Vandtårnsvej 55
2860 Søborg
Der er GRATIS adgang.
Kontakt:
Undertegnede er ikke tilstede på lørdag, hvorfor henvendelser på dagen bedes rettes til Anna Karina Gravad på mobil 21 26 89 82.