Verdensrekorder til Juliane Elander og Steffen Bonde
af
Brian Martin Rasmussen, pressechef i DRC
Roerne viste i dag hvilket stof danske letvægtsroere er gjort af, da de to danskere slog verdensrekord i roning - længst på 20 minutter - i roergometer i Amsterdam i Holland ved World Ergohead
Første dansker i kamp for verdensrekord var Steffen Bonde fra Odder Roklub, og den dygtige ergometerroer kronede en flot indsats med en verdensrekord, da han for letvægtsherrerne nåede at ro 6.155 meter (1:37.5/500 meter) på de 20 minutters pinsler i maskinen. Det var en forbedring på 28 meter af den hidtige rekord fra 2010, som portugiseren Pedro Fraga havde.
Juliane Elander, ligeledes fra Odder, var i aktion en halv time senere og hun satte også verdensrekord, da hun ramte 5.432 meter (1:50.4/500 meter) efter 20 minutters roning - en forbedring på 17 meter af ungareren Anna Alliquanders rekord fra 2009.
De to danske roere fik hver 1.000 euro for at slå verdensrekorden i deres klasse, og det ser ud til, at de to har ramt topformen før DM i ergometer (over 2.000 meter) på lørdag i Gladsaxe.
22-01-2012