Det blev en fin dansk dag ved world cuppen i München, hvor alle OL-holdene kom videre til A-finalen og der blev vundet medaljer i de ikke-olympiske bådtyper
10.05. LM2-, semifinale A/B. Jens Vilhelmsen og Christian Place Pedersen. 1-3 -> A-finale. 4… -> B-finale
Dagen startede med semifinalen i letvægtstoer, hvor Danmark er stærkt repræsenteret. Jens Vilhelmsen og Christian Place Pedersenhar ved de foregående world cups lidt under nogle rotekniske problemer på den tredje 500 meter, hvor de har tabt meget fart til konkurrenterne. I dag holder de dog farten flot i et løb hvor tyskerne, der tjekkede ned i går, viser deres styrke og vinder. Danmark og Tyskland 2 sidder og kontrollerer Schweiz og resten af feltet med godt en længde for at bruge så få kræfter som muligt forud for eftermiddagens A-finale. Lad os håbe Christian kan fejre sin 30 års fødselsdag med en medalje efter dagens finale, der ros klokken 16.32
10.26. LW1x, D-finale. Marie Gottlieb.
Marie Gottlieb skulle ud og ro om 19. pladsen mod Mexico og Tunesien i D-finalen ved danskerens første world cup i singlesculler. Den mexicanske pige startede hurtigst, men tabte gradvist fart ned ad banen, mens Marie fik mere og mere fart i båden. Marie kæmpede flot, og efter at have været 6 sekunder efter ved 1000 meter, ror danskeren op og mangler kun den sidste meter for at tage 19. pladsen. 0,4 sekunder op og 20. plads til Marie.
14.33. LW2x, opsamlingsløb. Anne Lolk Thomsen og Juliane Elander Rasmussen. 1-2 -> A-finale. 3… -> B-finale
Juliane og Anne skulle blive nummer to for at indløse billet til morgendagens A-finale i letvægtsdobbeltsculleren. Den værste konkurrent i opsamlingsløbet var New Zealand, der slog verdensrekord for tre uger siden i Luzern, men alligevel måtte en tur forbi dette opsamlingsløb for at kvalificere sig til finalen. Stadionspeakeren var ikke helt tilfreds med løbet, for der var aldrig tvivl om at det var Danmark og New Zealand der var de stærkeste hold. De fik hurtigt slået hul til feltet, og holdt føringen hele vejen. Danmark blev nummer 2, og skal ro om medaljerne i morgen.
1. New Zealand. 7:19,10
2. Danmark. 7:21,68
3. Østrig. 7:27,49
4. Schweiz. 7:40,33
5. Argentina. 7:42,94
14.47. LM2x, semifinale. Mads Rasmussen og Rasmus Quist. 1-3 -> A-finale. 4… -> B-finale
Mads og Rasmus så rigtig lovende ud i går, hvor de havde hurtigste første 1000 meter tid i bådklassen. I dag førte de også på denne del af banen, men mod slutningen af løbet begyndte kræfterne at slippe op, og new zealænderne og ungarerne smuttede forbi. A-finalen var dog aldrig i fare, da de tre både var en klasse bedre end resten af feltet. Der blev roet rigtig stærkt i det andet heat, hvor briterne pludselig meldte sig ind i topkampen igen og vandt i 6:33,32 mens New Zealand i Mads og Rasmus' heat vandt i 6:37,22. Der var dog en del mere vind da Mads og Rasmus' heat blev roet, og umiddelbart må man forvente at det bliver rigtig tæt i morgendagens A-finale
1. New Zealand. 6:37,22
2. Ungarn. 6:38,96
3. Danmark. 6:41,22
4. Portugal. 6:50,93
5. Polen. 6:52,92
6. Argentina. 7:25,35
15.01. LM4-, opsamlingsløb. Kasper Winther Jørgensen, Morten Jørgensen, Jacob Jepsen Barsøe og Eskild Ebbesen. 1-2 -> A-finale. 3… -> B-finale
Der findes kun hårde løb i letvægtsfirer, og i dagens opsamlingsløb skulle danskerne da også op mod et stærkt felt med blandt andet Frankrig og Italien. Frankrig samlede virkelig op på tingene efter et lidt skuffende indledende i går og tog føringen helt fra start. På mellemdistancen er danskerne efterhånden blevet ret gode, og her kom de helt op på siden af den franske båd. Danskerne var dog trætte efter deres hårde løb i går, og valgte at ro taktisk på de sidste 500 meter i stedet for at spurte. Frankrig vandt derfor med Danmark sikkert på 2. pladsen. Båden er dermed kvalificeret til morgendagens A-finale.
1. Frankrig. 6:13,98
2. Danmark. 6:15,63
3. Italien. 6:17,94
4. Polen2. 6:29,06
5. Tyskland2. 6:30,98
15.43. W1x, semifinale. Fie Udby Erichsen. 1-3 -> A-finale. 4… -> B-finale
Fie kunne gøre det til fire danske A-finaler ud af fire mulige for de danske OL-både, og den mulighed svigtede hun ikke. Fie havde ikke den hurtigste start, og lå på fjerdepladsen efter 500 meter, lige efter legendariske Ekatarina Karsten fra Hviderusland. Litauen og Tyskland 2 prøvede at afgøre løbet tidligt ved at angribe hårdt i starten, men Danmark og Hviderusland lod sig ikke ryste og holdt en stabil høj fart ned ad banen. Dette knækkede først tyskeren, der trillede besejret i mål langt efter resten af feltet, og siden Litauen, der blev overspurtet af Fie på de sidste få hundrede meter. Fie kom i mål godt 2 sekunder efter Hviderusland, og ser rigtig stærk ud. Skal vi have dansk medalje i denne bådtype i morgen?
1. Hviderusland. 7:59,28
2. Danmark. 8:01,68
3. Litauen. 8:03,58
4. Serbien. 8:10,31
5. Tyskland 1. 8:12,87
6. Tyskland 2. 8:22,41
16.32. LM2-, A-finale. Jens Vilhelmsen og Christian Place Pedersen. 1-3 = podiepigekys. 4-6 = Dårlig stemning.
Jens og Christian har fundet svarene på deres problemer med den 3. 500 meter ved denne world cup. I dagens løb formåede de således at holde afstanden til konkurrenterne ned ad banen, hvor det blev et tæt løb mellem de seks både. Briterne gik hurtigst ud, og holdt en høj fart ned ad banen, mens danskerne kom i en gruppe på fire både lige bagefter.
Tyskland 1 gik frem og tog teten i denne gruppe i et stykke tid, men overbelastede kredsløbet på det og faldt tilbage. Jens og Christian lignede faktisk lidt et hold der var trætte fra formiddagens semifinale til at starte med, men hvor de plejer at slippe på den 3. 500 meter, holdt de farten i dag, og kom i mål på en flot 4. plads, tæt på medaljerne. Formkurven er stigende, og disse drenge skal nok være med i medaljekampen til VM.
16.39. LW4x, finale. Christina Pultz, Sarah Jürgensen, Helene Olsen og Sarah Christensen. 1-2 = glæde og medalje. 3 = Dårlig stemning og medalje
De danske letvægtspiger havde sølv i sigte hvis resultatet fra gårsdagens banefordelingsløb stod til troende. Pigerne troede på en gentagelse af sejren over Italien, der ellers ofte lurepasser i banefordelingsløb. Det blev da også et tættere løb om sølvet i dag, hvor italienerne kæmpede hårdt. Polakkerne i front kunne de ikke røre, men pigerne kom i mål som en flot nummer 2 og modtog deres fortjente sølvmedaljer. Tillykke med det!
16.46. LM4x, finale. Steffen Bonde Jensen, Martin Skovsgaard Batenburg, Christian Noll Nielsen og Hans Christian Sørensen. 1 = guld og glæde. 2-3 = medalje og en sagte mumlen. 4 = vi taler ikke om det.
Det blev aldrig helt som danskerne havde håbet i dette løb, hvor der ellers var lagt op til en hård kamp mellem Danmark og Østrig om guldet. Tyskerne stillede ikke til start i gårsdagens banefordelingsløb, men de tabte med 3 sekunder til den formidable danske U23-dobbeltfirer i Ratzeburg sidste weekend, og således var det håbet at seniordobbeltfireren kunne gentage den bedrift. Om tyskerne roede bedre denne weekend eller andre forhold gjorde sig gældende er uvist, men det blev i hvert fald Tyskland og Østrig der kom til at kæmpe om guldet, mens danskerne lå cirka en længde tilbage. Man har sjældent set så skuffede medaljevindere til en world cup som danskerne, der tydeligvis havde håbet på mere. Drengene har dog før været længere nede i sækken og kommet tilbage med bedre fart når det virkelig har gjaldt, så mon ikke de finder den ekstra længde, så guldet kan komme på danske hænder ved VM i august måned. Tillykke med bronzemedaljerne til danskerne uanset hvad!
I morgen gælder det A-finalerne i OL-bådene, hvor alle fire danske kvalificerede hold skal ud og prøve at tage medaljer. Alle fire hold har niveau til at gøre det, og det bliver en spændende dag. Følg med her på siden, via live video streaming på www.worldrowing.com og på landsholdet i ronings facebookprofil. Starten til danskerbegivenhederne er klokken 11.33, 11.45, 11.57 og 13.06