OL-update fra træningslejren - 3 dage til OL!

af  Brian Martin Rasmussen - pressechef i DRC
Det danske landshold i roning har været på OL-træningslejr i Völkermarkt, Østrig siden 1. juli og hele holdet på 10 roere, tre trænere, en sportschef og en fysioterapeut melder om, at forberedelserne til OL går optimalt.
"Vores OL-roere har haft en rigtig god træningslejr i Østrig de seneste tre uger, og det er et velforberedt hold, vi sender til London for at kæmpe om OL-hæder. Forholdene har som altid været gode med godt vejr og - for det meste - fladt vand. Ingen af roerne har døjet med skader eller sygdom, og vi glæder os alle rigtig meget til at komme i aktion i London. Vi tror på gode resultater til vores fem danske både," siger sportschef Lars Christensen.

OL-hold Danmark i Londonlogo style, OL i London 2012


Anne Lolk, letvægtsdamedobbeltsculler (LW2x):
"Det har været en god træningslejr, hvor vi har arbejdet både med de gode ting og med de ting vi kan forbedre, og jeg synes, vi har fået godt fat i de detaljer, hvor vi kunne finde fart. Vi synes, vi er blevet skarpere og bedre. Vores indsats er blevet bedre, så vi får skubbet båden afsted, når den er i højst fart og så vi bruger mindst muligt kræfter på at sende den afsted."

Anne Lolk og Juliane Elander, OL i London 2012

"Jeg tænker ikke alt for meget over at det er OL, men prøver i stedet at afdramatisere det, når jeg er debutant. Jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente, så jeg tror det kommer til at ligne vores konkurrencer ellers. Det er vigtigt for mig holde fokus på mit eget indtil vi er færdige med vores konkurrencer. TIl gengæld er Juliane og jeg de eneste af roerne, der tager til åbningsceremoni. Vi skal først i aktion i indledende heat den 29., og vi kan få transportmulighed hjem om aftenen, selvom vi bor langt væk fra det hele i OL-satellitbyen. Juliane ville gerne have, at jeg fik lov at opleve åbningsceremonien, og når det nu passer ind rent sportsligt, og vi kan gå ind med det danske hold til det, der er så stor en del af OL, så vil jeg gerne det. Men ellers skal jeg kun ud og se de andre atleter efter vores egne konkurrencer er overstået."


Mads Rasmussen, letvægtsherredobbeltsculler (LM2x):
"Det er gået super godt her på træningslejren i Østrig. Fysisk er vi rigtig godt kørende, vi har ikke oplevet skader eller sygdom og der er gode forhold med vand og vejr, så vi har fået roet en masse gode kilomeneter. Vi føler, vi har rykket os siden world cup-sæsonen. Siden vi begyndte at ro sammen igen har vi haft det problem, at vi taber for meget fart, når vi bliver trætte. Nu synes vi, at vi har mere styr på at komme godt ned i banetempo, så vi ikke mister fart, så vi har vundet noget på midterstykket (midterste 1.000 meter ud af de 2.000, red.), og det er her, vi skal ro stærkt, hvis vi skal være med i kampen om medaljerne."

Mads Rasmussen og Rasmus Quist, OL i London 2012


Eskild Ebbesen, letvægtsfirer (LM4-):
"Det går godt med træningen her i Østrig, og formen er som planlagt. Der er fuld knald på træningen, vi er friske til at træne hårdt og vi har ikke haft uheld eller skader. Det har været godt for os at komme ind i en stabil træningsperiode her efter den sidste world cup, og vi ligger lige omkring de tider, der blev roet til world cups, og som vi forventer der bliver roet til OL."

Guldfireren (Kasper Winther Jørgsensen tv, Morten Jørgensen, Jacob Barsøe og Eskild Ebbesen), OL i London 2012

"Vi har roet en masse distancer mod Mads og Rasmus i letvægtsdobbeltsculleren, og det er rigtig god træning, fordi de også er i god form. Det er dog svært at bedømme vores fart, da det også afhænger af, hvor godt Mads og Rasmus er kørende. Vi føler det går bedre på mange punkter i forhold til tidligere i sæsonen, så det skulle være mærkeligt, hvis vi ikke har fået fart i båden. Det er først efter indledende vi ved, hvor vi ligger, men der er ingen tvivl om, at vi ror stærkt når vi rammer vores niveau, og det skal vi også gøre, hvis vi skal tage medaljer til OL. Vi går efter guldet."


Henrik Stephansen, herresinglesculler (M1x):
"Jeg har haft en god træningslejr, hvor jeg har fået styr på flere tekniske ting, og båden løber bedre end den har gjort længe. Jeg har holdt fokus på indsatsen, så jeg fanger vandet hurtigt og får åbnet med benene før jeg åbner med ryggen. Jeg er blevet mere stabil her på det sidste, og jeg ror det hurtigste, jeg har roet hele sæsonen. Jeg synes, jeg er mere parat både teknisk og fysisk end til OL-udtagelsen i maj."

Henrik Stephansen, OL i London 2012

"Jeg føler det går hurtigere nu end for nogle måneder siden, men det er jo et OL, og mange træner helt vildt efter det her. Man må formode, at mange af konkurrenterne også har forbedret sig. Det stiger mig ikke til hovedet, at det er et OL, men jeg skal ro op til mit bedste for at komme derfra med et for mig godt resultat."


Fie Udby Erichsen, damesinglesculler (W1x):
"Jeg fortsatte med den samme træning som jeg lavede op til OL-kvalifikationen i maj, hvor jeg udover træning på vandet også laver vægttræning og alternativ træning for at holde rygproblemerne nede. Siden vi kom på OL-træningslejr har jeg kørt mere intensive programmer hernede, og kan mærke, at jeg har kunnet holde et godt niveau. Jeg har holdt ekstra fokus på at træne hen mod et mere stabilt banetempo, så jeg har lidt i tanken til sidst også og sidder med overskud ned over banen, og samtidig skal jeg kunne modstå det pres, der kommer fra de bedste konkurrenter på de midterste 1.000 meter."

Fie Udby Erichsen, OL i London 2012

"Jeg har fundet et godt niveau på de distancer jeg har trænet mod Anne/Juliane og Henrik. Jeg ligger meget tæt med pigerne på distancerne, og jeg føler jeg ror godt for tiden."
24-07-2012
 
 

april 

Dansk Forening for Rosport, Skovalleén 38A, 2880 Bagsværd - Telefon: 4444 0633 Mail:dffr@roning.dk