ATRO står for Aldersrelateret Træning i Roning. Aldersrelateret betyder, at træningsanbefalingerne, der gives, relaterer sig til roernes alder (junior D, C, B, A og U23).
I ATRO indgår den viden og de erfaringer, der er gjort rundt omkring i de danske klubber og kraftcentre i arbejdet med talentudvikling af roere. Hertil kommer teoretisk viden inden for de specifikke områder såsom fysisk, skadesforebyggende, teknisk træning osv.
Ved at anbefalingerne i ATRO tager udgangspunkt i nogle af de bedste talentudviklingsmiljøer i dansk roning, samt teoretisk viden, er det vores overbevisning at både eksisterende og nye talentmiljøer vil kunne bruge bogen. Målet er at flere klubber og roere deltager til regattaer i Danmark, og dermed øger og udvikler talentmassen i dansk roning.
Det er blevet til en bog, der henvender sig til trænere, ledere, undervisere og andre inden for dansk roning. Bogen kan med fordel bruges af personer med mange års erfaring inden for roning, men er også en god håndbog for dem der er helt nye. Roere der ønsker mere viden omkring roning vil også finde deres svar i bogen.