Certificering af ungdomsvenlige roklubber
Ungdomsudvalget certificerer ungdomsvenlige roklubber, som gør et målrettet arbejde af høj kvalitet for ungdomsroere.
Siden den første roklub blev certificeret i 1993, er der udstedt i alt 36 godkendelser. Roklubben har fået bevis for, at de kan betegne sig som ungdomsvenlige i en periode. Desværre er der ikke mange der holder der certifikat ved lige efter de 2 år som det holder.
Ungdomsudvalget arbejder hele tiden for, at flere klubber skal certificeres, for der gøres et stort og godt stykke ungdomsarbejde i rigtigt mange af de roklubber, som endnu ikke har fået papir på, at klubben kan betegnes som en ungdomsvenlig klub
Hvad er URO9000?
Erhvervslivet har et begreb, som kaldes ISO-9000. Et ISO-9000 certifikat indebærer, at en virksomhed lever op til nogle bestemte standarder og står for en høj kvalitet.
DFfR Ungdom har et lignende begreb nemlig URO9000. Et URO9000 certifikat er beviset på en ungdomsvenlig klub, og dette bevis tildeles kun klubber, der gør et målrettet stykke arbejde for deres ungdomsroere. URO-9000 er således en kvalitetsstempling af roklubbens ungdomsafdeling og ungdomsarbejde.
For at blive URO9000 godkendt skal klubben opfylde en række krav, som alle er med til at støtte ungdomsarbejdet og ungdomsroningen i roklubben, og som betyder at ungdomsroerne tilbydes et højt niveau af aktivitet og kvalitet. Certifikatet er ikke målet i sig selv, men det er med til at understrege vigtigheden af, at ungdomsroningen prioriteres højt, idet det jo i høj grad er ungdomsroerne, som er med til at sikre et godt fundament til roklubbernes fremtid.
En URO9000 godkendelse er redskab til fortløbende at styrke ungdomsarbejdet i roklubben, og for at tydeliggøre, at arbejdet med ungdomsroningen bør være en vedvarende proces, er URO9000 godkendelsen gældende for en 2-årig periode, hvorefter klubben skal søge om en ny godkendelse.