AT RO er en træningsmanual, som kan bruges på flere måder ude i danske roklubber.
Dansk roning har i de seneste år markeret sig stærk på de internationale robaner i form af medaljer til både VM og OL. Det er ingen tilfældighed. Der ligger et solidt og målrettet stykke arbejde bag. Vi er i Danmark gode til at få meget ud af vores lille talentmasse i samarbejde med klubber og kraftcentre i hele landet. Vi gør det godt, men vi kan gøre det endnu bedre. Meget af det vi gør godt er nu kommet i bogform. Du sidder med den i hånden. Bogen hér er god og struktureret viden om roning samlet og skrevet af folk, der ved mest om roning i Danmark. Det er viden vi har stor tillid til kan inspirere alle andre i roklubberne, der arbejder med udvikling af unge roere, måske fremtidens olympiske mestre.
Bogen hér om aldersrelateret træning i roning er et vigtigt signal om, at vi fortsat vil arbejde med udvikling, og at vi ønsker at inspirere til at hæve niveauet i klubberne. Det er vigtigt, at trænerne får en alsidig og ens viden om børn og unges udviklingsniveau med henblik på, at de kan planlægge og strukturere træningen til de enkelte roere. Ambitionen er, at dette aldersrelaterede træningskoncept kan være med til styrke arbejdet med kvalificeret talentudvikling. Det forudsætter kompetente trænere, men i lige så høj grad et styrket samarbejde mellem landstrænere, kraftcentertrænere, klubtrænere og klubberne generelt. Denne bog giver alle en mulighed for at arbejde ud fra samme grundlag.