Nyt dommerkursus for dig som brænder for kaproning.
Vi kender dem alle sammen. De blå jakker, som klart og tydeligt iscenesætter de danske regattaer.
Nu inviterer dommerudvalget alle interesserede til at tage på nordisk dommerkursus.
”…Banedommere er ved at blive en mangelvare i dansk roning. Hvis vi skal være med til at udvikle rosporten i en positiv retning med flere løb og flere regattaer så er der behov for flere som tør tage den blå jakke på”, udtaler den erfarne banedommer Lars Christoffersen, KR.
Kravene for at deltage på kurset er enkle. Nye kursister skal enten være tidligere kaproer – eller have været tæt på regattaafvikling gennem en årrække og dermed have en klar ide om hvad der forventes af en ro dommer.
”…For mig er den blå jakke en måde at holde kontakten til rosporten ved lige. Min aktive karriere har jeg lagt bag mig for længst, men som banedommer kommer jeg stadigvæk rundt til regattaer og fornemmer kaproningsmiljøet. Og det er en guld værd for mig!” afslutter den tidligere letvægtsroer og nu aktive banedommer Lars Christoffersen.
Dommerkurset afholdes den 21.22 april 2012 i Odense. Kurset er gratis.
Læs invitationen og mere om tilmelding her.