Barsøe og Eskild glade for bronzemedaljen
af
Brian Martin Rasmussen
Eskild Ebbesen, Jacob Barsøe og resten af letvægtsfireren var glade for bronzemedaljen efter den første skuffelse over finalen havde lagt sig.
Eskild Ebbesen efter løbet:
"Jeg er sindssygt tilfreds. Man kan håbe på det perfekte løb i en OL-finale og det er lykkedes for os fire ud af fem gange i finaler. I dag er det fuldstændig perfekt de første 1.600 meter og så kommer der et par enkelte dårlige tag. Det er rigtig ærgerligt, men jeg er tilfreds med resultatet i forhold til, hvordan det er gået gennem de sidste to år. Vi blev nummer fem til VM sidste år, hvor vi ellers syntes, vi var super godt forberedt, men den her klasse er så tæt, at der ikke skal mange dårlige tag til før de andre kommer forbi en."
Barsøe bliver gladere og gladere for sin første OL-medalje
Jacob Barsøe havde netop vundet sin første OL-medalje, men vidste ikke om han skulle juble eller græde lige efter løbet. I dag fredag efter løbet, efter medaljen og alle indtrykkene var sunket ind, var han dog meget tilfreds med sin OL-bronzemedalje.
"Jeg må indrømme, at jeg er glad for den. Nu har jeg set løbet et par gange og det kunne være blevet alt. Var vi blevet nummer fire var det slet ikke til at bære, så jeg er glad for bronzen og jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere glad for den jo længere tid, der går. Det er mit første OL og det er kæmpestort at tage en medalje, selvom en del af kulturen på Guldfireren er at gå efter guldet hver gang. Det gjorde vi også her og vi var med i guldkampen og det er vi hver gang, så lige bagefter er man selvfølgelig ærgerlig."
"Nu skal vi fejre det og ud at se nogle forskellige konkurrencer, måske noget atletik og en håndboldkamp. Min familie var her i går og lige da vi var færdige i går stormede jeg over til dem og var sammen med dem et par timer, og de tog også med ind til TV2 og var med til at hylde os senere på aftenen. Det var dejligt at se dem igen, selvom det ikke blev til så lang tid," siger Jacob Barsøe om familien, han ikke har set i godt en måned."
"Ellers tilbragte vi en del tid med at køre i bil i den massive trafik i London og var både hos TV2 og DR, og så blev vi kørt til det officielle DIF-hotel, hvor vi mødte sponsorer mv. Det var meget hyggeligt at få en øl efter finalen og så på hovedet i seng, så vi var klar til at komme i Go’morgen Danmark i morges."
Fremtiden ser lys ud
"Vi står rigtig godt i dansk roning og vi har fat i det rigtige i forhold til træning og evnen til at toppe. Vi kan ikke konkurrere med de store lande på penge i sporten, udstyr og forskning, men jeg tror vi via dansk roning know how har fundet måden, hvorpå vi kan toppe på det rigtige. Vi er selv megatæt på at vinde, Juliane fortalte mig, at hun er i sit livs form, og at de aldrig har roet stærkere og bedre, Mads og Rasmus er flyvende og Fie er rigtig godt roende. Jeg tror, vi kan få to medaljer mere – tre vil være helt sindssygt, men det er ikke umuligt. Bare det at vi er i fire finaler og Henrik (Stephansen, red.) ror så godt som letvægtsroer i den åbne klasse er helt vildt, og det er mange år siden vi har været i så mange finaler til et OL. Alle har medaljechance, og det er ikke urealistisk de kan gøre det, for de er alle kommet sikkert i finalen."
"Jeg skal kvalificere mig til båden igen i efteråret, og det håber jeg selvfølgelig jeg kan, og så håber jeg vi kan bygge noget godt op frem mod næste OL, og det tror jeg på vi kan, for vi er tre, der er rigtig stærke (Jacob, Morten og Kasper - Eskild indstiller rokarrieren efter OL, red) og så skal vi bare fortsætte hvad vi har gang i, for vi har gang i det rigtige."
Kasper Winther Jørgensen skal færdiggøre sit speciale på DTU i efteråret, men tager en tørn mere, og Morten Jørgensen har bekendtgjort, at han ikke stopper før han har slået Eskilds rekord (Morten har en guld og en bronze nu, red.) så der er tre OL - minimum - tilbage i ham endnu. Fremtiden ser således stadig lys ud for endnu en gylden æra for Guldfireren.