Aflysning af Karlebo Marathon 2012
af
Pernille Jørgensen, formand Nivå Roklub og Anders Kabel, marathon-koordinator
Deltagerantallet til Karlebo Marathon er faldet drastisk de sidste 10 år, se
http://www.nivaaroklub.dk/Marathon/Statistik
. Trods en særligt intensiv markedsføringsindsats i forbindelse med 30-års jubilæet i år, indførelse af en form for "halv-marathon" mulighed samt en solid opbakning fra DFfR/MTU er antallet af tilmeldinger i år alligevel det laveste nogen sinde (bortset fra det første år). Nivå Roklub har derfor besluttet at aflyse Karlebo Marathon.
Denne beslutning er baseret dels på at det er utilfredsstillende at gennemføre et - for en lille roklub som Nivå Roklub - meget ressourcekrævende arrangement med et markant negativt økonomisk resultat, og dels at de ressourcer, som klubbens egne medlemmer og radioamatørklubben Jumbo's medlemmer skal lægge i at sikre at arrangementet kan gennemføres på betryggende vis, ikke står i forhold til det beskedne antal deltagende roere. Hertil kommer at det konkurrencemæssige incitament bliver noget udhulet, når de enkelte klasser bliver så små at stort set alle deltagere i en klasse kan se frem til at blive præmieret.
Vi har sat lidt info på vores web-sted om blandt andet tilbagebetaling af startgebyr, se www.nivaaroklub.dk/marathon og har mailet til alle de tilmeldte bådholds kontaktpersoner.
Vi er naturligvis kede af at skulle slutte en 29 år gammel og ubrudt tradition med Karlebo Marathon på denne måde, idet vi havde håbet på at kunne lave et godt og fyldigt arrangement i forbindelse med jubilæet i år for så derefter i ro og mag at vurdere grundlaget for at fortsætte. Men sådan kunne det desværre ikke være.
Vi vil gerne benytte lejligheden til at sige DFfR/MTU tak for støtte og opbakning til Karlebo Marathon.
Vi er meget interesserede i at bidrage til eventuelle drøftelser med andre klubber om at rekonstruere marathon-kaproningerne, hvis nogen kan se realistiske muligheder for at fastholde traditionen, ligesom vi meget gerne hører MTU's vurdering af situationen.
Med venlig hilsen
Nivå Roklub
Pernille Jørgensen, formand, og Anders Kabel, marathon-koordinator 27-08-2012