Foto: Svend Aage, Rowing.dk
Danmarks nationale rostadion kommer lørdag den 1. september 2012 til at vrimle med børn i alle aldre. Alle skal de i aktion til den traditionsrige skolekaproning, der kun er for unge.
I år er tredje gang, at Søren G. Baastrup, Lyngby Roklub er med. Han glæder sig til morgendagens løb. ”…Jeg skal ro single sculler og er en lille smule nervøs. Klarer jeg det nu godt nok og hvem skal jeg ro imod?” fortæller den 14-årige Lyngby roer.
Arrangørerne er allerede nu super tilfredse med antallet af tilmeldinger. I går var der 367 sæder til start i Skolekaproning – heraf er 47 i EDON både. Flere tilmeldinger er på vej. ”…Hvor er det dejligt med så stor en opbakning. Fedt, at der er så mange nybegyndere med i EDON. Jeg tolker det som, at vi har fået 47 nye medlemmer i dansk roning, der gerne vil prøve kræfter med kaproning på nybegynder præmisser og det er yderst positivt”, fortæller Reiner Modest, formand Kaproningsudvalget i DFfR.