Nyt klubsamarbejde
af
Ungdomsudvalget, Humlebæk Roklub
Alle kan sejle i egen sø - men det er sjovere at være i samme båd! Humlebæk Roklub har sat blus under deres ungdomsafdeling.
Vellykket Sommersjov 2012 gav otte nye Uroere i Humlebæk Roklub
Sommersjov 2012 er nu vel overstået. Unge mellem 12-18 år har med godt humør stået klar i en uge af skolernes sommerferie og været med til at prøve at ro i alle de bådtyper vores roklub har. Vejret var ikke det bedste, men det lykkedes os alligevel at få en masse gode og sjove timer på vandet, både på Øresund og Esrum Sø. Det var en stor succes at vi kunne låne traileren med de seks Edon-både, der kører landet rundt. Dertil kom også en masse ergometerroning med distancekaproning, holdstafet og fiskespil. Vi nåede også at lave begge vesteprøverne i bølgerne samt gennemføre 300m. svømmeprøver, begge dele i havvand.

Humlebæk Roklubs Sorø Uro-Outrigger Camp 2012
Uroerne i Humlebæk Roklub har i juli været på besøg i Sorø Roklub. Medbringende egne outriggerbåde, telte og højt humør blev vi budt velkommen af formand Merete L. Busk og fik lov til at bruge både sø og klubhus i tre dage. Det blev til mange, gode kilometer på det skønne, flade søvand, også selvom byger og vind fik flaget på broen til at vejre. Søbade kunne vi også.
Vi fik lov til at ro med lokale ungdoms- og seniorroere og var også med på en omgang kaproning under Gert Busks kyndige vejledning fra følgebåden. I pauserne på land gik snakken flittigt, bl.a. kom Sorøs Christian Mølvig på besøg flere gange og kunne underholde med sine mange rosportsoplevelser og træningsfif.
Der blev også tid til rundbold, shoppeture og bif-tur i Sorø, løbe- og gåture omkring søen for at opleve Akademiet og bænken, der får springvandet i søen til at springe, når man sætter sig på den.
Alt i alt en superfin og meget aktiv Camp fuld af grin, gode oplevelser og godt kammeratskab. Stor tak til Sorø Roklub for at tage godt imod os.
Se fotos fra Sorø Uro-Outrigger Camp 2012 i billedarkivet på www.humlebaekroklub.dk
21-08-2012