Nyt sikkerhedskapitel på www.roning.dk

af  Anna Karina Eli Gravad
DFfRs sikkerhedsudvalg har netop færdiggjort en række nye sider, hvor klubberne kan finde svar på spørgsmål.


Hvad er bedst? En oppustelig redningsvest eller en svømmevest? Og hvad betyder Søfartsstyrelsens nye betænkning for en roklub, der laver åbent hus arrangementer eller inviterer elever fra den lokale skole til at prøve en rotur? DFfRs sikkerhedsudvalg har i fællesskab været pennefører på en række sider på
www.roning.dk , hvor roklubbernes spørgsmål er besvaret. 
 
”…Jeg håber at sikkerhedssiden på roning.dk kan hjælpe med at give klubberne et overblik over de love og regler de skal leve op til, og svare på de spørgsmål de har til, hvordan de skal tilrettelægge deres sikkerhedsarbejde” fortæller Laurits Rauer Nielsen, formand sikkerhedsudvalget.

På sikkerhedssiderne, der ligger som det første venstremenu punkt under klubservice, har udvalget svaret på de mest almindelige spørgsmål klubber og roere har vedrørende sikkerhed og ansvar. Og det er specielt spørgsmål om Søfartsstyrelsens nye betænkning for skolearrangementer, som mange roklubber har spurgt ind til.
”… Søfartsstyrelsens nye betænkning indeholder en række nye sikkerhedskrav som roklubberne skal overholde og skrive ind i deres reglement. Eksempelvis skal alle elever under 18 år nu aflevere en erklæring, underskrevet af forældrene, som bekræfter at den unge må deltage i aktiviteten samt at denne kan svømme 300 meter. Jørgen Grastrup fra Lindeborg roklub har lavet en grundig redegørelse for at hjælpe klubberne godt på vej”, udtaler sikkerhedsudvalgets formand.

Sikkerhedskapitlet på www.roning.dk vil være ”levende indhold”. Tanken er at tilføje mere information, efterhånden som klubberne eller andre brugere stiller spørgsmål til forskellige emner.
”…Jeg håber, at Sikkerhedsudvalget gennem konkrete tiltag som for eksempel denne hjemmeside, og ved at svare på de spørgsmål klubberne har kan bidrage til at vi fastholder og udvikler en sammenhængende og stærk sikkerhedskultur i dansk roning", afslutter Laurits Rauer Nielsen, formand sikkerhedsudvalget.

Klik her og kom direkte videre til sikkerhedssiderne.

 
 

april 

Dansk Forening for Rosport, Skovalleén 38A, 2880 Bagsværd - Telefon: 4444 0633 Mail:dffr@roning.dk