Tredje og afsluttende Edon regatta i Odense i søndags
af
Birgit Bech Jensen, næstformand DFfR
Edon projektet på Fyn har skabt masser af aktivitet i de involverede klubber. I Nyborg og Assens har der været afholdt specielle Edon regattaer i løbet af efteråret, og i søndags blev pilot projektet afsluttet med masser af Edon løb ved De Åbne Fynske Mesterskaber i Odense.

Tre Edon roere gør sig klar til stafet løb.
Roere fra Odense, Assens, Nyborg, Fredericia og Vejle dystede bl.a. i stafet løb med tre roere på hvert hold, der skulle bringe en flaske fra båd til båd og over målstregen. Der var masser af liv og heppende kammerater og forældre på kanten af kanalen, som kunne følge med i løbene helt tæt på og indimellem nyde det gode vejr.
Alle deltagerne blev hyldet ved medaljeoverrækkelsen, hvor der ud over medaljer blev udleveret en særlig Edon t-shirt til alle de roere, der har deltaget i Edon regattaerne.
Edon projektet er et pilot projekt, der er skabt i et samarbejde mellem Dansk Idrætsforbund, Bisca, Dansk Forening for Rosport og de deltagende klubber; Nyborg, Assens, Odense og Fredericia. Hver klub har haft to Edon scullere til rådighed i ungdomstræningen, og der er som nævnt blevet arrangeret særlige regattaer i bådene. Projektet afsluttes ved efterårsferien og skal derefter evalueres sammen med deltagerne. Steffen Anderson og Gitte Andersen er ungdomstrænere i Assens Roklub, og de er ikke i tvivl om værdien af Edon bådene: ”Det har været så fedt at have bådene. Vi kommer normalt ikke ret meget ud i outriggere, men Edon bådene er mere stabile i dårligt vejr, så de er blevet vores adgang til outriggerroning”, sagde Gitte Andersen i Odense, hvor hun havde travlt med at hjælpe de otte roere fra Assens op og ned i bådene.

Roere fra Odense, Assens, Nyborg, Fredericia og Vejle iført deres nye t-shirt efter regattaen i Odense.
01-10-2012