Vejen til Bymatch i Zürich

af  Tekst & Foto: Mette Bacher

- Hej Asbjørn, hvordan går det med træningen, hvad sker der for tiden?
- Jeg ror i ergometer i øjeblikket.
- Hm.... - Hvad skal du lave fra i morgen og til på mandag?
- Formentlig ro ergometer, hvorfor?
- Hvad siger du til at pakke tasken, mødes under uret på Hovedbanegården torsdag, og være med i Bymatchen i Zürich lørdag og søndag?
- Ih, det vil jeg meget gerne, lyder svaret fra en glad junior A-roer, DSRs Asbjørn Stahlhut, da han i elvte time får tilbudet om at komme med til Schweiz.
Man føler sig næsten, som en Morten Olsen, der udtager en kommende Michael Laudrup til fodboldlandsholdet. Det er en rar fornemmelse, at opleve, at en roer, der kom lige udenfor rækken, da der var udtagelsesløb forleden, alligevel stå klar, når der kaldes ind, fordi en anden må blive hjemme, grundet eksamen.

Vejen for landsholdsroere
I mere end tyve år, har Københavnskredsen været en del af Bymatchen, hvor Berlin og Zürich er med. Det var navnkundige Henrik Nørlund, der "opfandt" Bymatchen, og matchen har hvert eneste år været en årligt tilbageværende begivenhed, som har været et væsentlig skridt på vejen op af karrierestigen for en del af tidligere og nuværende landsholdsroere. Således har Danmarks dobbelte verdensmester, Henrik Stephansen, tidligere været med på holdet, iøvrigt i Zürich, hvor han, sammen med Nils Henrik Stene, viste vejen på Zürichsee. Gentagne gange har rosportens talenter, der endnu ikke var kommet op i landsholdsniveau været med her, og som følge deraf blevet tændte efter flere ro-oplevelser af internationalt niveau.


Der blev gået til stålet, da drengene forleden skulle kæmpe om at blive udtaget til Bymatch

Der kæmpes om point
Nogen gange har Københavnskredsen stået med ganske få roere, hvor det var lige før, man skulle hente kollegaer i de øvrige kredse for at supplere op. Andre gange har man skullet ned i B-klassen for at hente deltagere, selvom Bymatchen kun er for junior-A roere. Men de seneste år har man afviklet udtagelsesløb, idet så mange drenge er med om budet om de ni pladser, at det denne gang hed tre heats, semifinaler og finaler ved Aftenkaproningen forleden, før det rette mandskab kunne dannes. For pigernes vedkommende har det denne gang været således, at en stærk gruppe fra Bagsværd Roklub, nærmest kunne udtages på forhånd.
Når Bymatchen finder sted på lørdag og søndag i Zürich, skal der kæmpes om point i 1X-1 og 2, 2X, 2-, I & II, 4-, 4X og 8+ for drengenes vedkommende. Hos pigerne gælder det: 1X-I & II, 2X, 4X og 4-. Der er desuden løb for styrmænd og reserver.

Bør gentage triumfen
Det var københavnerne, der for nogle år siden foreslog, at pigerne også skulle ro firer uden. Det var smart tænkt, for det viser sig, at roerne fra Berlin og Zürich ikke er stærke i en-åres bådene for piger, så i denne bådtype er sejren flere gange gået til københavnerne.
Gennem de mange år, er det hovedsageligt roerne fra Berlin, der har triumferet, qua berlinernes naturlige tilgang til mange talentfulde juniorer, hvoraf flere ofte står bag VM-guldmedaljer, men tre gange er københavnerne draget hjem med pokalen, senest i fjor, iøvrigt på berlinernes hjemmebane, hvor de københavnske piger tog sig af sejrene i hovedparten af løbene, mens drengene i flere tilfælde fulgte trop.
Denne gang fæstnes der lid til, at københavnere kan gentage triumfen, idet flere af deltagerne er sidste-års juniorer og har været med ved VM. Således bliver der spænding over hele linjen, når Städtekampf sættes igang på Oberer Zürichsee i Rapperswil lørdag/søndag. Vi må håbe, at der ikke bliver snestorm over Schweiz, som for nogle år siden, hvor Bymatchen endte i en dyst på ro-ergometer for deltagerne søndag formiddag bag duggede ruder i den lokale roklub, mens bådene forlængst var på vej hjem ad den 1000 kilometer lange motorvej mod Danmark.

Årets deltagere er:
Mädchen:
Mathilde Persson (Schlagfrau), Ida Görtz Jacobsen, Line Möller , Fie Johansen, og Karen Neergaard (ersatz), Bagsværd Roklub. Trainer: Lars Ohlander
Jungs:
Frederik Leicht, Sebastian Terp, Peter Christian Holmauist, Alexander Modest, Markus Blanke, Oliver Rying Thomsen, Tim Antonie Hansen, Emil Söndergaard Hansen, Søren Baastrup, Stm.
Asbjørn Stahlhut (Ersatz) (KR/LR/Furesø) Trainer: Emil Meland Knudsen.
Bådtransport: Lisbet og Karsten Kjærulff-Jørgensen

 

 

10-10-2012
 
 

april 

Dansk Forening for Rosport, Skovalleén 38A, 2880 Bagsværd - Telefon: 4444 0633 Mail:dffr@roning.dk