Foto: Svend Aage, www.rowing.dk
Der er lagt op til en spændende og lang dag, når DFfR afvikler årets højdepunkt, danske mesterskaber, lørdag, hvor hele paletten af kaproere, er med. De er der allesammen, lige fra de yngste i junior-C, over seniorer, heraf vores OL-helte - og heltinder - til mastersroerne, der ligeledes møder frem i hobetal. Dette års startliste byder på bemærkelsesværdige anmeldelser - heraf løb, hvor vi undres - til løb, hvor vi glædes. Der bliver knivskarpe opgør, og formentlig også løb, hvor der er klasseforskel, men under alle omstændigheder bliver der noget at se til for alle på lørdag. Lige fra medarbejder- og banedommerstaben, til de aktive - og de mange tilskuere, der sikkert kan se frem til mange spændende timer ved målområdet.
Det er Københavns Regattaforening, der står for alt det praktiske på land og vand, og her glæder man sig over de mange tilmeldte hold.
De yngste lægger for, og bliver kastet direkte ud i det, tidligt lørdag morgen, hvor der er indledende heat klokken 9.00, idet hele 25 drenge er tilmeldt løbet i 1X jun.B. I samme aldersklasse, men hos pigerne - og i 2X - er 12 mandskaber med - imponerende!
Flot er det også, at junior A-drengene har fjorten til start i 1X. Sikke en drømmefinale, der tegner sig her. Mon det bliver: Nick Larsen, Odense, Frederik Leicht, KR eller Oliver Rying Thomsen, LR, der tager mesterskabet - eller ...
Svømmer og roer
Pigernes ditto har syv deltagere med. VM-deltager: Emma Kiehn, Odense, er storfavorit, men spændende bliver det at se, hvem der kan følge trop. Herligt er det at Kalundborg Roklub har17-årige Marianne Vinsand med. Hun har tidligere været deltager ved ungdoms-OL i svømning, og holder åbenbart af det våde element, hvad enten det foregår i det eller på det... En anden deltager, Viktoria Kobbernagel, er et nyere stortalent fra Bagsværd Roklub, der har vist bemærkelsesværdig fremgang. Viktoria har det ikke efter fremmede. Hendes far, Karsten, var for en del år siden landsholdsroer i letvægts dobbeltsculler.
Otte hold i drengenes junior C-dobbeltsculler og nitten i pigernes sculler, samme aldersklasse, vidner om, at vi ikke mangler talenter. Pigernes jun. B-1X har tillige syv deltagere med.
W2- kl. 13.49
Kvindernes 2- har aldrig haft den helt store tilslutning. I 2012 er tre hold til start. Det er DSR, Bagsværd og Roklubben ÆGIR, der skal kæmpe om forbundsmesterskabet her.
W2X - kl. 14.03
Der er fem hold med denne gang. De forsvarende mestre fra DSR, Anna Munck Laybourn og Mette Dyrlund Petersen er netop vendt hjem fra EM med en flot femteplads, som bedste placering, og er naturligvis i superform til dagen. Men det plejer letvægterne, Christina Pultz, VM-sølvvinder i LW4X og Juliane Elander, OL-nr. 4 også at være. Roskilde stiller med et godt mandskab med Signe Bech og Aja Runge Holmegaard, der skal op i et ekstra gear, idet Aja også er tilmeldt LW1X, 13 minutter senere. Det bliver spændende at se, hvilken bådtype Roskilde-roeren vælger på dagen. Dark horses i 2X er Aarhus Rk. og LR. Hvis DSR vinder mesterskabet, er det klubbens tiende i denne bådtype. Bagsværd har vundet det tre gange tidligere, senest i: 2010. Hvis superletvægterne fra Odder Roklub tager mesterskabet, skrives der historie.
Ser man på placeringen af løbene ved DM, synes det lidt besynderligt, at løbsrækkefølgen ikke tilgodeser kvinderne, idet der, foruden 2-, 2X, letvægt 1X hos kvinderne også er finale i pigernes junior A-1X indenfor den samme halve time... Det kommer blandt andet til at gå ud over Aja Runge, der formentlig må vælge en af bådtyperne fra. Også andre afholdes fra at melde til i flere af løbene.
LW1X har Lyngby Dameroklubs eneste kaproer med. Helene Nygaard Olsen, VM-sølvvinder i LW4X, der har vundet forbundsmesterskabet flere gange. På lørdag bliver hun udfordret af konkurrenter fra Roskilde, ÆGIR og DSR.
De sikre mestre
Sorø Roklub ved allerede nu, at der er et Forbundsmesterskab hjemme, idet sjællænderne er ene anmeldt i firer med styrmand, motion. Tillykke med det.
Også Roforeningen KVIK kan sende deres ihærdige juniorer på en spadseretur til præmieteltet for at hente deres medaljer efter finalen i 4-åres inrigger, som kvikkerne har vundet uden kamp. Det samme gælder Amager Ro- og Kajakklub i mændenes 2-åres inrigger, og DSRs kvindelige forbundsmestre i samme bådtype.
Stormøde i mastersklasser, kl. 14.30
Der er altid rift om tingene i mastersklassen ved DM. Denne gang er tretten mandskaber tilmeldt i dobbeltfirer. Det er imponerende, at Sorø Rk. og DSR kan stille med tre mandskaber hver, mens Fredensborg har to med. Derudover er det Furesø, Fredericia, Køge, Skjold og KR. I dette OL-år, skal det bemærkes, at løbet har en tidligere OL-deltager med, idet Kim Børgesen, Fredensborg Roklub, kan fejre, at det er 40 år siden, han deltog ved OL i München i 1X, hvor han blev nummer 11.
Historisk - på den forkerte måde... kl. 14.39
Der er sikkert en del, der glippede med øjnene en ekstra gang, eller fik morgenkaffen i den gale hals, da det konstateredes, at finalen i mændenes 2X bliver uden vores olympiske guldvindere, der ellers er forsvarende mestre, også her.
Var der mon sket en svipser - en kostbar én - fra DSRs side? Denne klub har 2X som paradedisciplin, og har hele 30 mesterskaber bag sig, siden løbet blev indført i 1933.
Mads & Rasmus stod desuden for at kunne vinde titlen sammen for 3. år i træk, men sådan er det ikke denne gang. I det hele taget er DSR slet ikke med. - Jeg undrede mig også over det, men det er helt bevidst fra deres side. De ville hellere ro noget andet ved DM denne gang, og det må vi respektere. Dog havde jeg gerne set andre roere fra DSR stille op her. Det var på tale, men så skete der ikke mere, og nu er det jo for sent, fortæller Henrik Asmussen, der er kaproningschef i DSR. Der er nu frit slag for andre, der har lyst til at komme først til fadet. Hvis det blive brødrene Noll fra Hadsund Roklub, så er det første gang, Hadsund vinder mesterskabet i 2X. Bliver det Lyngby Roklub, tager LR mesterskabet her for sjette gang. Sidst var det i 1999. De fem mandskaber er: Hadsund, Nordslesvig, Lyngby, Bagsværd og KVIK, der har to mesterskaber her. Bagsværd har et.
Verdensmester vil doble op... kl. 14.46
Henrik Stephansen går som vanlig efter at tage to mesterskaber i hhv. letvægt og tung klasse. Denne gang møder den danske verdensmester: Fredericia, Odder, Næstved, Furesø, ÆGIR, Bagsværd, Aalborg, Aarhus og Lyngby.
Sædvanlige fire i kvindernes otter... kl. 14.53
I fjor måtte KVIK endelig overgive sig i kvindernes otter - til DSR, der gennem mange år har præget billedet her sammen med KR og Bagsværd. Finale kl. 14.53 lørdag.
Juniorer under tidspres... kl. 15.00
Drengene har fire deltagende mandskaber med i toer uden: LR, KR, BR og Holstebro.
Nøjagtig, som hos kvinderne, synes det besynderligt, at flere af drengenes finaler er tidsmæsigt så tæt, at det kan være svært at nå det hele. Men herligt er det med gode én-åres roere i juniorklasserne også.
Finale med OL-vindere... kl. 15.12
Mændenes dobbeltfirer er velbesøgt i år. Det er ikke mange år siden, man drøftede, om løbet burde udgå grundet for få deltagere. Syv både til start her, og sikke en finale, der er lagt op til. Odense har dannet et skrækindjagende superhold. OL-vinderne i LM2X, Mads Rasmussen og Rasmus Quist har sat sig sammen med DSRs tunge senior B-roere: Mark Hartsteen og Tøger Berg Rasmussen. Bagsværd stiller med to hold med flere landsholdsroere, Lyngby, Nordslesvig og Kerteminde med hver et.
10 piger til start... kl. 15.19
Pigernes dobbeltsculler tegner også til at blive spændende med Hadsund, ÆGIR, Bagsværd, Odder og Odense til start.
Et nemt mesterskab
Dansk ronings paradebåd, ihvertfald på det internationale plan, letvægtsfireren, er, besynderligt nok, ikke noget, ret mange gider at beskæftige sig med på det nationale plan. Gennem mange år, har det været nemt at få et mesterskab her. Tillykke til Bagsværd Roklub, der vinder uden kamp - og det er endda ægte DIF-medaljer, det drejer sig om. Heller ikke kvindernes letvægts dobbeltsculler er velbesøgt - og det er ellers vores OL-bådtype! Et hold til start - forbundsmesterskabet går til Roskilde Roklub.
VM-kamp på Bagsværd Sø... kl. 15.33
Ni hold til start i drengenes dobbeltsculler, junior-A, hvor flere VM-deltagere er med. Også her tyder alt på, at der bliver kamp til stregen om DM-guldet.
Stephansen udfordres... kl. 15.40
Fjorten (!) mænd skal kæmpe om guldet i herrernes 1X, den åbne klasse. Den regerende mester, Furesøs Henrik Stephansen, får lidt at se til her, blandt tidligere mestre fra andre klubber.
Sølv-Fie får fin konkurrence... kl. 15.47
Selvom OL-sølvvinder: Fie Udby Erichsen er i særklasse, og formentlig holder opvisning på lørdag, så har det ikke afskrækket andre fra at stille op. Således er otte til start her, og det er fra Aarhus, DSR, KVIK, ÆGIR, Odense og Lyngby.
Stigende deltagertal i drengeotter... kl. 15.54
Det er mange år siden, vi har set fire både til start i drengenes 8+. Udover to stærke hold fra Hadsund og Holstebro, er det LR og KR, der kommer til at kæmpe om.
juniormesterskabet her. Det et på forhånd en meget åben finale med deltagere, der har et højt niveau over hele linjen. Herligt.
Kasper går efter fjerde mesterskab... kl. 16.01
Mændenes firer uden har blot to mandskaber med: Roskilde og Bagsværd. Kasper Jørgensen, OL-bronzevinder, kan vinde sit fjerde mesterskab i træk her, hvis ellers Bagsværd
Roklub giver ham lov... Roskilde synes dog, med to OL-bronzevindere ombord, førnævnte Kasper og Jacob Barsøe, som værende favoritbåden her - indtil andet er bevist på lørdag.
Toer-specialisten med igen... kl. 16.08
Vi har ikke set meget til OL-guldvinder Thomas Ebert. - Faktisk ikke siden DM i Brabrand, 2011, hvor han lige kom forbi for at hente endnu en DM-medalje til den i forvejen store samling. Nu er han der igen, og som altid med sin faste makker, Eskild Ebbesen. De møder OL-reserver - og VM-deltagere: Christian Place Petersen og Jens Wilhelmsen, Roskilde Roklub på lørdag. Bagsværd Roklub har to hold med her. Thomas Ebert har et generalieblad i toer uden, som er helt unikt, idet det er blevet til tretten mesterskaber i denne bådtype. Eskild Ebbesen har tre. Hvis DSR vinder toer uden i 2012 er det tyvende gang, siden mesterskabets indførelse i 1934. Roskilde har seks mesterskaber gennem tiderne, Bagsværd har otte.
De sædvanlige to... kl. 16.15
Det er næsten årligt tilbagevendende, at Bagsværd Roklub og Roklubben ÆGIR kæmper om guldet i pigerne dobbeltfirer. Ingen andre har lyst til at lege med i år.
Et brag i 4-åres inrigger... kl. 16.22
Mændenes 4-åres inrigger er også en prestigebåd ved Danmarksmesterskaberne, og i fjor fyldte løbet 100 år. Der er altid indædte dyster ned over banen om guldet. Flere af deltagerne er i forvejen kendte fra langdistancebanerne og kan deres kram. Og trods det, at der bare er fire mandskaber til start i år, så kan tilskuerne godt regne med en dramatisk finale. De forsvarende mestre fra DSR kommer på en svær opgave overfor Københavns Roklubs mandskab, der er en blanding af garvede LD-roere og kaproere.. Kalundborg Roklub har dannet et frygtindgydende mandskab, bestående af Danmarksmestrene i langdistanceroning med: Alexander Hansen, Kaare Mattesen, Mathias Kristensen og Bjarke Christensen Bang og styrkvinde: Johanne Kepp Knudsen. DSRs mandskab har ikke haft så meget tid sammen frem mod dette års DM, så spørgsmålet er, om det går til en anden klub på lørdag? Herning Roklub er desuden med her, og var også tilmeldt i Brabrand for en måned siden, men som eneste inrigger ved regattaen. Københavns Roklub har fem mesterskaber i denne disciplin, senest vundet i 2000. Herning har et, fra 1953, Kalundborg Roklub: to styk. Det første vundet i 1934 (!), det seneste i 1991. Som et kuriosum skal det med, at dette års mandskab har Alexander Hansen ombord. Alexanders far, Per, var med i mesterskabsbåden i 1991 og roede guldet hjem i 1995 for Hellerup Roklub. DSR har vundet mesterskabet fem gange i nyere tid. Første gang i 2006 - og siddet øverst på tronen siden 2008 . Det bliver en gyserfinale af format lørdag eftermiddag.
OL-bådtype med tre mandskaber... kl. 16.29
Mændenes letvægts dobbeltsculler har tre hold til start, og de kommer fra Hadsund, Bagsværd og Silkeborg, der skal kæmpe om forbundsmesterskabet..
Superfinale hos drengene... kl. 16.36
Drengenes dobbeltfirer tegner til at blive temmelig spændende. Flere af roerne har været med ved VM i år, og de fem superhold kommer fra: DSR, Holstebro, Odense, Lyngby og Hadsund.
De unge præger billedet: kl. 16.43-17.04
Der bliver endnu flere spændende finaler hos de alleryngste i TU-Cuppen, der rundes af lørdag eftermiddag, inden DM-stævnet går på held.
Veteranroere runder sæsonen af: kl. 17.16, 17.26 & 17.31
Mastersroerne møder atter talstærkt frem i den afsluttende del af mesterskabsstævnet, denne gang i dobbeltsculler med mange mandskaber for mænd og kvinder.
W4X - KVIK bliver udfordret... kl. 17.36
Som vanlig er kvindernes dobbeltfirer dagens næstsidste løb, og det er glædeligt at se 7 mandskaber til start, som umiddelbart må udløse indledende heats.
Det skal blive spændende i år, om KVIK kan tage mesterskabet for 15. gang i træk. Nok er OL-sølvvinder Fie Udby Erichsen med, og nok er KVIKs tidligere stjerneroere: Sarah Lauritzen og Astrid Haastrup Jespersen også med. Fjerde i båden er Rikke C. Nielsen, men i fjor var det uhyggeligt tæt i indledende, hvor Bagsværd Roklub næsten tog over. Også DSR har gentagne gange været tæt på. Roklubben ÆGIR og Hadsund har ligeledes nogle superhold med. Der bliver noget at se til for kvikkerne denne gang. Bagsværd Roklub imponerer med 3 mandskaber her, hvoraf det ene synes uhyggeligt stærkt med: Lisberh Falck Jacobsen, Sarah Jürgensen, Tanja Spring Ehlers og Veronika Karlsson. Men også de regerende mestre fra DSR i 2X, der har sat sig sammen med Helle Tibian og Lærke Berg Rasmussen, kan tage mesterskabet. Det tegner til at blive en drømmefinale ved DM 2012 i kvindernes dobbeltfirer.
De sædvanlige fire i M8+ ... kl. 17.43
Der har tidligere været indledende heat i otter, men denne gang er blot fire hold til start, og det bliver et sjællandsk - københavnsk opgør. Roskilde Roklub har, med tilgang af stærke roere udefra for nogle år siden, kunnet styre tingene i otter, dog med pres fra de øvrige inkarnerede deltagere, hvert eneste år ved DM. Roskilde Roklub kan tage mesterskabet for 3. år i træk, hvis sjællænderne vinder finalen på lørdag. Straks ser resultatlisten noget anderledes ud, når det gælder de øvrige klubbers sejre her. Københavns Roklub har 20 mesterskaber, og bevarer nogle år i nu, æren, som mest vindende klub i i otter, mens Bagsværd Roklub er på: 13 mesterskaber. DSR har 15.
Flere jubilæumsløb i år - det må da fejres
Som tidligere nævnt, havde 4-åres inrigger 100 års jubilæum i 2011, uden den helt store festivitas.
Når Danmarksmesterskaberne anno 2012 afvikles på lørdag, kan DFfR, udover at fejre sit 125 års-jubilæum, samtidig glæde sig over flere runde jubilæer i DM-løbene.
- Otterløbet fylder 90 år!
- Mændenes dobbeltfirer fylder: 35 år
- Kvindernes dobbeltsculler fylder 50 år
Der er lagt op til en gigantisk roerfest på lørdag. Først med selve løbene - og derefter ved DM-festen i Bagsværd Roklub.
På gensyn.