Anders Tranberg Andreasen ansat i 3-årig Team Danmark finansieret satsning.
ATRO, DFfR’s aldersrelaterede træningskoncept, får nu egen projektleder, som skal være med til at implementere og udvikle konceptet i danske roklubber.
Anders Tranberg Andreasen er uddannet cand.scient i Idræt og Human fysiologi fra Københavns Universitet og kommer fra en stilling som projektleder ved GeoCenter Møns Klint, hvor opgaven bestod i at implementere fysisk aktivitet som en naturlig del af naturvejledningen på Møns Klint.
Anders har titel som projektleder, og skal 40 % af tiden arbejde i DFfR med klubudvikling og forskellige miljøprojekter. Resten af arbejdstiden arbejder han i Danmarks Ro Center, og skal være den primære ressource på implementeringen af de 4 hovedområder i ATRO
(Uddannelsesmateriale, CASE klubber, øvelsesdatabase, Ultimate Rower konkurrencen/spillet)
”…Det er et super spændende job, som jeg glæder mig rigtig meget til at få skabt et indhold i. Nu bliver ATRO projektet konkretiseret i en person, som klubberne kan få en dialog med. Jeg kan hjælpe med materialer, undervisning og idéudvilkling. En af de store udfordringer bliver, at få ATRO konceptet gjort levende ude i klubber, der arbejder med talentudvikling, men jeg tror det er ret sundt, at jeg ikke er opvokset i rosportsmiljøet. Jeg håber at kunne se tingene med en ny vinkel!” udtaler den nye medarbejder.
I sin fritid er Anders selv aktiv atlet. Gennem de sidste 10 år har han kørt Adventure Racing på højt niveau. Anders er uddannet professionel skiinstruktør (alpin og telemark) og træklatreinstruktør.
Anders Tranberg Andreasen har arbejdsplads hos DRC og i Rosportens Hus. Han kan kontaktes på ata@roning.dk eller mobil: 2266 5226.