Ved de nordiske mesterskaber for junior roere ved Årungen Rostadion nær Oslo havde jeg den store glæde at opleve nordiske ungdomsroere samlet om rosport.
Danmarks otter, kronede med overbevisende roning de nordiske mesterskaber med guldmedaljer og dermed vandt Danmark også Nordisk cup.
Mange træningstimer står bag roernes holdindsats og mange ledere, frivillige, familier og kærester har givet opbakning til de unge. Tillykke til alle roere og klubber med de fornemme præstationer ved de nordiske mesterskaber.
Danmarks største ro-event Vi ror Danmark Rundt er beviset på en holdindsats i stort format. Aalborg Dame Roklub og ikke mindst Lise Pedersen har været den karismatiske frontfigur som alle kunne nyde i DR´s aftenshow. Jeg er dybt imponeret af det arbejde holdet bag Vi Ror Danmark Rundt2012 har præsteret. Alle, som på trods af vejret, bidrog til de 45.000 roede km gives et stort bifald for en flot indsats.
Det har også været en stor glæde at opleve de unge, som gennem skolepartnerskaberne nu får stiftet bekendtskab med rosporten. En mulighed er at benytte begynder (EDON) bådene, som med økonomisk støtte fra DFfR, er stillet til rådighed for klubber, som ønsker at etablere begynderroning på en ny måde.
Holdindsats, koordinering, og ikke mindst smidighed er påkrævet under en langdistancekaproning. Det kræver sin mand og kvinde at holde tryk og tempo på 10 km eller 25 km distancen. Det oplevede jeg ved Svanemøllebugtens Blågrønne Vande, hvor bla administratorholdet på trods af manglende form udviste stærk holdånd.
Visionen for DFfR blev også formet som en holdindsats og DFfR´s bestyrelse følger op på visionsoplægget ved at foretage en klubundersøgelse efter sommerferien. Klubbers behov er forskellige, og det forventes, at en klubundersøgelse kan give en pejling på, hvordan DFfR´s langsigtede mål bedst kan imødeses.
Rosæsonen er i fuld gang, hvilket også markerer DFfR´s 125 års jubilæum (læs mere her). Alle
roere ønskes en god sommer, som forhåbentlig krydres med et par danske OL medaljer ved den Olympiske regatta i London.
Ro-Motion er Go´motion.
Henning Bay Nielsen, formand DFfR